Aarhus nomineret til fornem europæisk pris

Skrevet af admin

03/09/2014

Mest læste i dag

Historisk store investeringer i byudvikling kan måske sikre Aarhus prisen som The European City of the Year 2015. Det ansete, uafhængige engelske Academy of Urbanism har netop nomineret Aarhus til prisen i skarp konkurrence med Torino i Italien og hollandske Rotterdam.

Aarhus står lige nu midt i den største udbygning og omdannelse nogensinde med investeringer på over 40 milliarder, der skal give mere bæredygtighed, sammenhængskraft og kvalitet i byarkitekturen.

Det er baggrunden for nomineringen fra Academy of Urbanism, der netop har fokus på arkitektur og byudvikling.

Akademiet har de seneste år udpeget fremtrædende europæiske byer som Oslo, Göteborg, Hamburg, Marseilles, Valencia og Istanbul til prisen.

- At blive nomineret til The European City of the Year Award 2015 er et kæmpemæssigt skulderklap til de seneste års byudvikling i Aarhus.

- Vi har formået at skabe rammerne om en kreativ kulturby med stor vækst, fokus på social og miljømæssig bæredygtighed og internationalt udsyn. Jeg glæder mig derfor over, at Academy of Urbanism anerkender vores bestræbelser, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S)

Han er sammen med rådmand Kristian Würtz og stadsarkitekt Stephen Willacy værter, når en delegation fra Academy of Urbanism torsdag og fredag er på studietur til Aarhus.

Her skal akademiet præsenteres for en lang række af byens resultater og planer inden for arkitektur og byudvikling.

Delegationen skal ud over at opleve den igangværende festuges nye, men midlertidige byrum også besøge Aros, Godsbanen, den nye bydel på havnen Aarhus Ø, Gellerup, Egå Engsø, universitetet og det nye Moesgaard Museum, der åbner til oktober.

Til efteråret skal de tre nominerede byer i London præsentere deres byer for en komité, hvorefter vinderen udpeges.

/ritzau/