Aarhus og Gentofte henter flest penge fra boligpulje

Skrevet af admin

06/07/2016

Dagens topnyheder

54 kommuner har fået del i de penge, der tidligere på året blev afsat til at bygge små, billige boliger i de kommuner, der stod til at skulle huse mange flygtninge.

Alle kommuner, der havde søgt penge fra den 640 millioner kroner store pulje, har fået deres ansøgning imødekommet. Det oplyser Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Ansøgningerne beløb sig dog kun til cirka 515 millioner kroner, og ministeriet regner med, at der vil kunne opføres 8200 boliger i de 54 kommuner.

Gentofte Kommune er med et tilskud på mere end 42 millioner kroner den kommune, der får klart den største del af midlerne. Nummer to er Aarhus med 36,7 millioner.

Aarhus Kommuner understreger, at de nye billige boliger ikke kun skal gå til flygtninge.

- Omkring halvdelen af de nye boliger skal være familieboliger, mens den anden halvdel bliver små boliger under 55 kvadratmeter målrettet flygtninge og socialt udsatte, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

For selv om puljen er målrettet de kommuner, der står til at skulle tage imod mange flygtninge, så er der altså ikke noget krav om, at det kun skal være flygtninge, der bor i dem.

- En bolig er en bolig. Vores største socialpolitisk problem er i forvejen manglen på billige boliger, og vi kan ikke kontrollere, om det er en flygtning eller en hjemløs, der flytter ind, siger Aarhus' rådmand for sociale forhold, Thomas Medom (SF).

Og behovet for billige boliger i kommunen vil kun stige, forudser han. Den særligt lave integrationsydelse til flygtninge er netop trådt i kraft, og til efteråret træder det såkaldte kontanthjælpsloft i kraft. Oven i det er optaget på byens universitet rekordhøjt.

De penge, der er til overs i puljen, ryger tilbage i statskassen, oplyser Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

/ritzau/