Aarhus støtter Frank Jensen og dropper Ryanair

Skrevet af admin

03/06/2015

Dagens topnyheder

Aarhus Kommune dropper nu de flyselskaber, der ikke har indgået overenskomst eller flyver på overenskomstlignende vilkår.

Kommunen oplyser, at beslutningen er truffet efter sager om social dumping blandt flyselskaber.

Dermed tilslutter kommunen sig Københavns Kommunes beslutning om ikke at flyve med det omdiskuterede flyselskab Ryanair.

- Der er rejst en række problemstillinger i forhold til den måde, som Ryanair behandler sine ansatte på, som jeg synes, det er vigtigt også at udfordre politisk, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) til Ritzau.

Kommunen oplyser til Ritzau, at de ansatte før har fløjet med Ryanair, men det stopper nu, efter kommunen har tilsluttet sig SKI's (Staten og Kommunernes Indkøbs Service) indkøbsaftale på flyrejser.

- Når vi køber ind som kommune, så skal vi selvfølgelig først og fremmest sikre, at vi bruger skattekronerne fornuftigt. Men derudover skal vi også sikre, at det sker på nogle ordentlige vilkår, begrunder borgmesteren.

Blandt de selskaber, som Aarhus Kommune fremover kan rejse med, er SAS og Norwegian, der begge er omfattet af den såkaldte SKI-aftale.

Ryanair er blevet hevet i Arbejdsretten, fordi selskabet indtil videre afviser Flyvebranchens Personaleunion/Serviceforbundets ønske om en overenskomst for det personale, piloter og stewardesser, Ryanair har baseret i Danmark.

Det fik i maj overborgmester i København, Frank Jensen (S) til at forbyde kommunens 45.000 ansatte at flyve med Ryanair i arbejdstiden.

Det har efterfølgende fået Ryanair til at klage over Frank Jensen til EU, ligesom selskabet har hængt overborgmesteren ud på de sociale medier.

/ritzau/