Aarhus Teater opfører Snehvide som popmusical

For første gang I Danmark opføres Snehvide som en musical. Holdet bag er svensk og musikken er skabt af den svenske popsnedker Orup, der nærmest kan betegnes som Sveriges svar på Thomas Helmig.

Snehvide er et hit. Folkeeventyret er blevet fortalt fra mund til mund og nedskrevet i utallige versioner.

Snehvides stedmor har et magisk spejl, der hver dag bekræfter hende i, at hun er landets smukkeste kvinde.

Lige indtil den dag hvor spejlet fortæller, at Snehvide, med hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt, er vokset op, og blevet endnu smukkere end sin stedmor. Fra da af er Snehvides liv i fare.

Snehvide spilles af Annika Aakjær, der både debuterer på Aarhus Teater og som sanger / skuespiller i en musical. Annika blev i december landskendt som ”rumnisse” sammen med Jimmy Jørgensen og Chapper i DRs julekalender 2012 “Julestjerner”.

- Jeg tænker mest, at det er Snehvide, der bliver Annika og ikke omvendt; jeg vil gerne gøre hende sjovere, jeg tænker lidt, at det skal være som det er med mine egne sange - det skal balancere mellem det sjove og rørende, selvironien og smerten, det lattermilde og hjerteskærende, siger Annika Aakjær.

Den onde stedmor spilles af Xenia Lach-Nielsen, der i sidste sæson medvirkede i Aarhus Teaters musical Sweeney Todd og som senest kunne opleves i musicaludgaven af Den eneste ene. Det er ikke første gang, at Xenia spiller ond.

- Det har jeg ikke noget problem med. Det er fantastisk at få lov til og nogle gange også nemmere, fordi det er så ren en følelse. Og det er interessant at udforske stærke følelser, for selv om hun gerne må være lidt klichéagtig, så vil jeg jo gerne gøre hende mere nuanceret, så det ikke bliver for kedeligt og ’ond med ond på’, siger Xenia Lach-Nielsen.

Niels Ellegaard spiller rollen som de syv dværges ’flokfører’ Tvær, der forsøger at hjælpe Snehvide fra den onde stedmor.

Aarhus Teaters Jesper Dupont, spiller ’prinsen på den hvide hest’.

Niels Søren Hansen er kapelmester på Snehvide og leder det 8 mand store orkester. Søren, der selv er en af landets mest erfarne musikalske arrangører på Aarhus Teaters to Reumert-vindende forestillinger Nick Cave Teaterkoncerten og Teaterkoncert med sange af Leonard Cohen.

Bill Holmberg, der i 2010 lavede koreografi til Pinoccio på Aarhus Teater har igen stået for koreografien til Snehvide.

Der er premiere på Aarhus Teater 25. januar.

Dagens Gossip

Dagens TV