Aarhus Universitetshospital indsætter verdens mindste pacemaker

Skrevet af Ninna Andreasen

30/06/2015

Dagens topnyheder

Pacemakere har reddet rigtig mange liv siden de kom i brug omkring 1960. Men det har krævet en operation, hvor man sætter pacemakeren ind under huden med en eller flere elektroder, der løber ind i hjertet.

Nu har Aarhus Universitetshospital taget verdens mindste pacemaker i brug. Den er ikke større end en stor vitaminpille og kan sættes direkte ind i hjertet via en blodåre i lysken.

Foreløbig har fem patienter fået den nye pacemaker.

- Det er imponerende, at man kan have elektronik, batteri og elektrode i en enhed, der er så lille, at den kan sættes ind i hjertet gennem et lille snit i en blodåre i lysken, siger overlæge Christian Gerdes.

Læs også: Forskere har fundet årsagen til glutenallergi

Der er fordele og ulemper ved den lille pacemaker. Nogle patienter har brug for to eller tre elektroder til at holde hjertet i gang. Den lille pacemaker har kun én.

Den er til gengæld et godt alternativ for den almindelige pacemaker til behandling af langsom hjerterytme.

Overlægen har været i USA for at træne indsættelse af mini-pacemakeren. Ud over Aarhus er den kun taget i brug på et hospital i Uppsala i Sverige.

Hjertelægen fører minipacemakeren op til hjertet ved hjælp af særligt udstyr og forankrer pacemakeren på indersiden af hjertevæggen med små kroge. Inden lægen slipper pacemakeren og trækker udstyret tilbage, tester han, at pacemakeren er placeret optimalt, og at den sidder godt fast. Skulle noget gå galt, kan lægen fjerne minipacemakeren igen via en blodåre i lysken.

Fordelen ved den lille pacemaker er, at det ikke er nødvendigt at operere den ind under huden. Ved en almindelig pacemaker kan blodåren lukke til om ledningen, ligesom der kan opstå infektion ved pacemakeren.

Det vides dog endnu ikke med sikkerhed, om den mindre pacemaker har effekt på risikoen for infektioner.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: