Aarhusiansk mand anholdt i sag om "koma på flaske"

En mand fra Aarhus er blevet anholdt i en sag om et flydende rusmiddel, som nogle kalder "koma på flaske."

Den 32-årige er lørdag blevet fremstillet for en dommer, der har afgjort, at der er grundlag for at varetægtsfængsle ham.

I forvejen sigter Østjyllands Politi en et år ældre mand, der blev anholdt tidligere på måneden, i sagen om 25 liter GBL.

Begge er nu varetægtsfængslet frem til 3. august.

Hidtil har politiet været tilbageholdende med at give oplysninger om sagens detaljer. Og lørdagens retsmøde har da også været holdt bag lukkede døre.

Dog røber man, at den senest anholdte sigtes for at have modtaget de 25 liter, og at han nægter sig skyldig.

Kun sjældent beskæftiger politiet sig med det flydende rusmiddel i så store mængder.

Sidste år blev en sag om GBL i Nordjylland således af en anklager betegnet som principiel.

Undervejs i straffesagen blev stoffets farlighed vurderet på baggrund af eksperters udsagn.

Først byretten i Hjørring og derefter Vestre Landsret slog fast, at større mængder af GBL er en overtrædelse af straffelovens narko-paragraf.

Det endte med, at en nordmand blev idømt fængsel i fem år.

I Frederikshavn blev han afsløret med i alt 52 liter. Desuden havde han bestilt yderligere 200 liter fra en producent i Polen.

Denne forsendelse havde politiet imidlertid fået nys om, og i al diskretion udskiftede man stoffet med vand.

/ritzau/

Dagens Gossip