Aarhusiansk mand dør efter grillbrand i lejlighed

Skrevet af admin

27/06/2016

Mest læste i dag

En 50-årig mand fra Aarhus er død, efter at han søndag aften tændte en bunke grillbriketter i sin lejlighed.

Alarmopkaldet om branden lød klokken 20.09, men ved ankomsten til lejligheden fandt brandfolkene manden død.

Der er tale om en lejlighed på 4. sal i F. Vestergaards Gade på Frederiksbjerg.

- Han havde tændt briketterne i en bradepande, der stod i gangen. Gulvet er brændt, og det samme er dørkarmen, men ingen af ejendommens andre lejligheder er beskadiget, siger pressekoordinator Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Hun ønsker ikke at oplyse, om politiet anser hændelsen for at være et selvmord.

Manden boede alene i lejligheden, og hans pårørende er underrettet.

/ritzau/