To-årige Storm forsvandt på vej til skole

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

Cirka to uger efter at have oplevet en af de værste episoder, man kan opleve som forælder, løfter to-årige Storms mor nu sløret for, hvad det var, der skete den onsdag aften, da hendes søn forsvandt.

Den to-årige dreng blev væk i området Sophienlund ved Hillerød på sin blå løbecykel, og adskillige mennesker fra nær og fjern deltog i en omfattende eftersøgning af drengen.

- Vi sad og snakkede om, at han gerne ville gå i skole, og så hentede han sin rygsæk og tømte den. Han puttede sin legetøjsbil i den og fik en varm trøje, sandaler og sin cykelhjelm på, fortæller moren, der gerne vil være anonym, til sn.dk.

- Så sagde han "Så cykler jeg i skole. Hej hej.". Han var glad og vinkede. "Hej hej", svarede jeg, fortæller Storms mor, der var sikker på, at det var en leg, hvor han bare ville cykle uden for haven, som han plejer, skriver sn.dk.

Sophienlund er et lukket område, hvor børn tit render ud på vejen for at lege.

Storms mor gik ind i huset for at ordne vasketøj, men da hun ville se til sin dreng fem minutter efter, var han væk.

Hun begyndte straks at lede efter ham, men efter 20 minutters forgæves søgen tilkaldte hun politiet.

- De kunne have sagt, at vi skulle se tiden lidt an, men de sagde, at jeg skulle gå hjem, og så kom der to politibiler med hunde hjem til mig med det samme.

- De trykkede på den store knap lige med det samme. Jeg var ikke i panik undervejs, for det hjalp mig, at der var alle de mennesker, der var med til at lede. Det gav mig så meget håb og støtte, fortæller hun til sn.dk.

Storm blev fundet lidt efter klokken 02 i en skov, hvor han havde lagt sig til at sove. Ifølge moren blev han fundet cirka 20 meter fra hendes løberute, hvor Storm sidder med i en babyjogger.

Seks dage efter episoden tog familien igen Storm med ud i skoven.

- Han er blevet et med skoven, og han kan godt lide at være der. Han bruger skoven anderledes end tidligere. Han løber rundt, væk fra stierne, og er meget mere nysgerrig. Ved skilleveje spørger han om vej, hvilket aldrig har optaget ham før, siger hun.

Storm har nu fået en grænse for, hvor langt væk han må cykle ud i kvarteret.

/ritzau/