To års fængsel for løgn: Opfandt røveri og sendte uskyldig i fængsel

Skrevet af admin

23/01/2014

Mest læste i dag

En løgner, der sendte en uskyldig i fængsel i halvandet år, er selv blevet straffet med fængsel i to år.

Sådan lyder en dom i en helt usædvanlig sag torsdag i Østre Landsret i Odense.

Den 36-årige Joe Christensen vidnede to gange falsk mod Claus Toft Rasmussen, som derfor blev kendt skyldig i et røveri i 2004.

Rasmussen var uskyldig, men blev alligevel straffet med fængsel i et år og seks måneder.

Christensen, der også kom med en falsk anmeldelse til politiet og udpegede Rasmussen som den skyldige, har tilstået sine lovovertrædelser.

Han arbejdede i 2004 som kok på en restaurant i Odense. Og det var i den forbindelse, at han fandt på løgnen om, at han var blevet udsat for et røverisk overfald.

Trods sine benægtelser blev Claus Toft Rasmussen hverken troet af politiet, anklagemyndigheden, byretten eller af landsretten.

Afsløringen kom først mange år senere. Det skete, da Joe Christensen igen kom med en vidtløftig historie.

Denne gang havde han egenhændigt afværget et røveri mod Svendborg Sparekasse, og politiet belønnede hans indsats med en dusør på 1000 kroner.

Men politiets mistanke blev vakt, og derefter blev også den gamle løgn samt andre falske anmeldelser afsløret.

Da Retten i Odense i november skulle fastsætte straffen, lød resultatet på fængsel i to år og seks måneder.

Men torsdag har Østre Landsret altså mildnet straffen med seks måneder.

Sagen er uden fortilfælde i nyere retshistorie. Claus Toft Rasmussen venter stadig på at få sin officielle frifindelse, og han har rejst krav om erstatning for fængselsopholdet.

/ritzau/