To års fængsel for at smugle narkopenge til Malaga

Skrevet af admin

23/05/2016

Dagens topnyheder

En narkosmugler turde ikke selv flyve betalingen for 160 kilo hash til Malaga i Spanien. Derfor indvilgede Marck Windekilde i at hjælpe.

Mandag er den nu 54-årige Marck Windekilde blevet idømt to års fængsel ved Retten i Odense. Han spurgte ikke, hvad pengene skulle bruges til, fortalte han i retten.

- Men jeg havde en fornemmelse af det, fortalte han ifølge Fyens.dk.

Pakken med omkring 1,86 millioner kroner var betalingen for de 160 kilo hash, som manden er blevet dømt for at have været med til at smugle i november 2013.

Hashen nåede dog aldrig til Danmark. Smuglerne, som kørte i en autocamper, blev opdaget af spansk politi. De blev for to år siden idømt fængsel i tre år og seks måneder for smugling og salg af 300 kilo hash og for at have forsøgt at smugle de 160 kilo.

Marck Windekilde havde allerede inden retsmødet tilstået. Han fortalte, at han var på vej til Spanien med en veninde for at kigge på ejendomme, da hans bekendte bad ham tage pengene med på flyet.

- Jeg vidste ikke, hvor mange penge der var, det var jeg ikke interesseret i at vide. Men jeg var godt klar over, at det ikke var fem kilo, det drejede sig om - så var man ikke kørt til Spanien, sagde han ifølge Fyens.dk i retten.

Straffen for narkosmugling kan være op til ti års fængsel, men anklageren havde kun krævet to år og seks måneder. Det gjorde han blandt andet, fordi sagen har været to år undervejs.

- Jeg giver dig to år. Fordi jeg har medfølelse med dig. Men det skal høre op! De fleste i din alder er holdt op. Jeg vil ikke se dig igen her i retten, skal dommeren ifølge fyens.dk have sagt.

Marck Windekilde har flere tidligere domme for narkokriminalitet. Han valgte at modtage dommen.

/ritzau/