5. december var det nøjagtigt to år siden, at Maibritt Kviesgaards håndboldverden midlertidigt brasede sammen.
I en næsten mennesketom hal i en trist forstad til Sao Paolo faldt højrefløjen sammen i et dansk kontraangreb i en VM-kamp mod Argentina og måtte bæres fra banen.
Kort efter fik hun beskeden, som alle håndboldspillere frygter: Ødelagt korsbånd. Operation, lang pause, genoptræning.
- Det har været en lang rejse, og jeg er glad for, at den ligger bag mig, siger Maibritt Kviesgaard, der ved VM i Serbien høster belønningen for det hårde slid og spiller sit første mesterskab med landsholdet siden det alvorlige uheld.
- Der er meget mentalt i sådan en genoptræning. Der er saftsusemig mange ting, der skal overskrides. Jeg har smidt nogle tårer, hvor jeg bare skulle lave en fjollet øvelse, og man tænker: Hvorfor gør jeg det ikke bare.
- Men der er nogle grænser, der skal overskrides, fordi man skal tro på, at knæet holder. Men step for step kommer man tilbage, fortæller hun.
Knæskaden var slem nok i sig selv, men den faldt oven i købet på det værst tænkelige tidspunkt.
Med kun godt et halvt år til OL i London betød den også et farvel til de olympiske lege, som endnu i dag gør ondt.
- Jeg kan stadig blive rørt over, at OL missede. Det glippede i 2008, hvor vi ikke kvalificerede os.
- Jeg spillede godt, Jan Pytlick havde stor tillid til mig, og jeg havde spillet et par mesterskaber, hvor jeg havde fået lov at være ene på pladsen. Så det var enormt bittert.
- Jeg håber på, der kommer en chance til, men jeg ved også, at det så er ved at være slut på min karriere. Så den var svær at sluge, men der var ikke noget at gøre, lyder det fra den 27-årige Team Esbjerg-spiller.
Ved EM på hjemmebane i 2010 blev Kviesgaard udtaget til All Star-holdet, og hun var dermed bevisligt en af de bedste højrefløje i branchen.
Spørgsmålet er, hvor tæt hun nu er på niveauet fra dengang.
- Det er så svært, og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg er der. Men det kan godt være, at der mangler et par procent. Jeg svinger for meget i mine præstationer.
- Og et eller andet sted i baghovedet ligger tanken jo om konsekvensen, hvis der sker noget. Hvor længe man kan være ude, og hvad det kræver at komme tilbage.
- De ting fylder ikke noget, når jeg er på banen, men derfor kan de godt poppe op engang imellem, hvor jeg tænker: Bare det ikke sker igen. Men så længe man gør sit arbejde udenfor, kan man kun tro på, at det holder, siger Maibritt Kviesgaard.
/ritzau/
