Årsag til svækket krone kan ligge hos overvismand

Skrevet af admin

20/02/2015

Mest læste i dag

Nationalbanken har fredag holdt krudtet tørt og ikke grebet yderligere ind for at forsvare den danske fastkurspolitik.

Men med fredagens svækkelse af kronen ser det også ud til, at det endelig går den rigtige vej for den danske valuta.

Hvad der til gengæld ligger bag det aftagende pres på kronen, som kom ud af den blå luft, kan være svært at sige, mener cheføkonom Helge J. Pedersen fra Nordea.

Men et bud vil være en udtalelse fra økonomiprofessor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der er formand for Det Økonomiske Råd og dermed overvismand.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har han sagt, at hvis det voldsomme pres på kronen bliver mere end alvorligt, så er Nationalbanken klar til at skride til kapitalkontrol. Det betyder, at banken sætter et loft over, hvor mange kroner man kan veksle.

- Måske kan det have været en medvirkende årsag til det.

- Men vi skal også huske på, at Nationalbanken selv kan have interveneret (solgt kroner, red.) og på den måde forsøgt at svække kronen lidt yderligere. Det er også en mulighed, siger Helge J. Pedersen til Ritzau.

Også cheføkonom Lone Kjærgaard fra Arbejdernes Landsbank har noteret sig den markante svækkelse af kronen - og udtalelsen fra Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Hun mener, at overvismandens udtalelse kan have haft en vis effekt.

Hvis det ikke er Whitta-Jacobsen, som fredag har været med til at sende kronen ned i sit laveste niveau siden april sidste år, så kan der spekuleres i, at Nationalbankens tiltag begynder at vise en effekt.

- Det kan godt være de første tegn, der ses på det nu, siger også Helge J. Pedersen.

Centralbanken i Havnegade har forsvaret sin fastkurspolitik ved blandt andet at sænke indskudsrenten ad fire omgange på 18 dage senest med virkning fra 6. februar.

- Der er ingen tvivl om, at de står fast, og at fastkurspolitikken ikke er til at ændre. Det er bare et spørgsmål om, hvornår det går op for investorerne, at det er tilfældet.

- Men jeg er helt overbevist om, at man kommer til at stå fast. Det kan godt være de første spæde tegn på, at det er det, der er ved at skinne igennem på udviklingen, siger cheføkonomen fra Nordea.

/ritzau/