For et år siden blev ministerbiler skiftet ud med åbenlyse uenigheder, faneflugt og formandsskifte i SF.
Sagen om statens salg af Dong-aktier til Goldman Sachs fik folketingsgruppen til at gå op i limningen, og Annette Vilhelmsen trak sig efter en formandsperiode præget af stadig mere dystre meningsmålinger.
Den sidste Voxmeter-måling, inden Pia Olsen Dyhr blev udpeget som ny formand den 13. februar sidste år, viste en vælgertilslutning på bare 2,4 procent til partiet.
Nu - et år senere - lyder tilslutningen på 6,5 procent, og i offentligheden hersker der en helt anden ro om partiet.
Og den udvikling har Pia Olsen Dyhr sin del af æren for, mener Rune Stubager, som er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
- Det sidste års tid i regeringssamarbejdet var de i en vælgermæssig alvorlig krise, men de er kommet tilbage og har begyndt en genopbygning, siger han til Ritzau.
Fremgangen kan dog ikke tilskrives formandsskiftet alene. Fravalget af regeringsmagten har også haft betydning.
- Pia Olsen Dyhr har ændret den politiske linje, ikke med en ny, men med en gammel SF-politik, konstaterer Rune Stubager, inden han tilføjer:
- Da SF trådte ud af regeringen fik de mulighed for at markere en politik, som er mere i overensstemmelse med deres traditionelle standpunkt, og som samtidig er lidt i opposition til regeringen.
Før politikken kunne genformuleres, skulle der skabes ro i partiet, og det er lykkedes, mener Informations politiske redaktør, Casper Dall.
- Der var en oprørsgruppe i SF, som aktivt gik ud og sagde, at partiet skulle træde ud af regeringen, og dem har hun skulle holde styr på, samtidig med, at en anden gruppe gerne så, at SF var blevet i regeringen.
Kigger man på den førte politik er ændringerne dog begrænsede, mener redaktøren.
- SF stemmer i overvejende grad sammen med regeringen, men der kommer flere og flere selvstændige udmeldinger blandt andet på dagpengene og lærerkonflikten, som var særligt svære emner for SF i regeringstiden, påpeger han.
/ritzau/
