Abbas opgiver fredsaftale med Israel

Skrevet af admin

30/09/2015

Dagens topnyheder

Præsident Mahmoud Abbas meddeler, at palæstinenserne trækker sig fra Oslo-aftalen og ikke længere er bundet af aftaler med Israel.

Det sker, fordi Israel ikke har vist sig villig til at indgå i planer, der indebærer en rømning af de besatte områder, siger Abbas.

- Vores tålmodighed er opbrugt, erklærer han i en tale til FN's Generalforsamling.

Han beder FN om at beskytte det palæstinensiske område mod Israel og siger, at han ikke længere er bundet af aftaler, som tidligere er indgået med Israel.

- Vi erklærer derfor, at vi ikke fortsat kan være bundet af disse underskrevne aftaler med Israel, og at Israel må påtage sig hele sit ansvar som en besættelsesmagt, for status quo kan ikke fortsætte, konstaterer Abbas.

Henvendt til Generalforsamlingen plæderer han for fuldt palæstinensisk medlemskab af FN og en behandling på linje med de øvrige 193 lande i verdensorganisationen. Palæstinenserne har i dag kun observatørstatus i FN.

Abbas forklarer, at hans mål er at skabe en samlet palæstinensisk regering for Gaza og Vestbredden, og at han ser frem til den dag, hvor det palæstinensiske flag vajer i den palæstinensiske hovedstad Østjerusalem.

Fredsprocessen i Mellemøsten har formelt været gældende indtil i dag, men reelt har den været stendød de sidste par år uden reelle forhandlinger mellem palæstinenserne og israelerne.

Det internationale samfund, herunder også USA, har i en række år arbejdet for, at de besatte områder skal udgøre en fremtidig palæstinensisk stat.

/ritzau/dpa