Abbott afviser beskyldninger om betaling af smuglere

Skrevet af admin

12/06/2015

Dagens topnyheder

Det har ikke hold i virkeligheden, når et australsk flådefartøj beskyldes for at have betalt besætningen på et skib med migranter for at vende om og sejle tilbage til Indonesien.

Det siger Australiens premierminister, Tony Abbott, som dog siger, at Australien har udviklet "utrolig kreative" måder at stoppe smuglerbåde fyldt med migranter eller flygtninge, der søger asyl.

Tony Abbott kom i vælten, da han opfordrede EU's stats- og regeringschefer til at efterligne hans lands politik, hvor flygtninge, der bliver opdaget på åbent hav, i visse tilfælde bliver tvunget til at vende om.

Opfordringen kom kort efter en druknekatastrofe i Middelhavet, hvor flere hundrede migranter mistede livet i april.

Indonesiens udenrigsministerium er "meget bekymret" over affæren med eventuel betaling af smuglere, skriver BBC.

Både Australiens immigrationsminister og udenrigsminister har ligeledes benægtet anklagerne om, at der blev foretaget en betaling til besætningen på en smuglerbåd.

Politiet i Indonesiens East Nusa Tenggara-provins sagde tidligere på ugen, at de har tilbageholdt en kaptajn og besætningen på en båd, som beskyldes for at have smuglet mennesker i slutningen af maj.

Migranterne, fra Bangladesh, Myanmar og Sri Lanka, var angiveligt på vej til New Zealand, men tilbageholdes nu.

De fortalte politiet, at et australsk flådefartøj opsnappede dem til havs, og at en embedsmand om bord, som var tilknyttet immigrationsmyndighederne, betalte dem hver 5000 australske dollar (omkring 25.500 kroner) for at vende tilbage til Indonesien.

Den lokale politichef Hidayat fortalte nyhedsbureauet AFP, at han "så pengene med sine egne øjne, og at det er første gang, at han har hørt om australske myndigheder, som foretager betalinger til bådens besætning".

Den australske tv-kanal ABC og Radio New Zealand har rapporteret lignende beskyldninger fra migranter.

/ritzau/