Abe vinder valget i Japan

Den japanske premierminister, Shinzo Abe, står til at have vundet en overbevisende sejr i søndagens valg til Overhuset i det japanske parlament, rapporterer de internationale nyhedsbureauer.

Shinzo Abe er fra det Liberaldemokratiske Parti (LDP), og valgstedsmålingerne fra tv-stationerne NHK og NTV tyder efter afslutningen af afstemningen klokken 13 dansk tid på, at han har vundet et endnu stærkere flertal i parlamentet.

LDP vandt valget til underhuset i december sidste år sammen med sin juniorpartner, partiet Komeito.

Overhuset har hidtil været domineret af oppositionen, og valget er dermed den første landsdækkende test for Abe, siden han for anden gang blev Japans regeringschef for godt et halvt år siden.

En sejr til Shinzo Abes parti vil desuden afslutte flere års politisk dødvande i Japan, og det vil være første gang siden 2006, at landet har en stabil regering

Det er halvdelen af de 242 pladser i Overhuset, der skal besættes ved valget søndag, og hvis valgstedsmålingerne holder stik, vil det give Shinzo Abe markant friere hænder til at gennemføre sine økonomiske reformer.

Shinzo Abes økonomiske reformer - de såkaldte "Abenomics" - er en kombination af en ekstremt lempelig pengepolitik, flere offentlige investeringer og strukturelle reformer.

Iagttagere har ifølge nyhedsbureauet dpa på forhånd peget på, at det bliver interessant at se, om Abe virkelig gør alvor af sine løfter om at reformere landbrugs- og sundhedssektoren trods modstand fra lobbyorganisationer.

For at opnå det nødvendige flertal skal regeringen have 63 mandater i Overhuset, hvor den i forvejen sidder på 59 mandater, der ikke er på valg søndag.

Premierministeren har i valgkampen lovet at genoprette verdens tredjestørste økonomi samt ændre Japans pacifistiske forfatning og styrke militæret for at kunne spille mere med musklerne over for ærkerivalerne Kina og Nordkorea.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV