Abortlæge skyldig i drab på levende fostre

Den 72-årige blev ligeledes fundet skyldig i uagtsomt manddrab på en 41-årig kvindelig patient fra Nepal. Hun døde på operationsbordet af en overdosis bedøvelsesmidler.

Ifølge BBC risikerer abortlægen dødsstraf for sine forbrydelser.

Vidner fortalte i retten, at et af de dræbte fostre var knap 30 uger gammelt, da det blev aborteret og efterfølgende dræbt.

Gennem hele retssagen argumenterede lægens forsvarsadvokat, Jack McMahon, for, at ingen af fostrene havde været levende, og at deres bevægelser kunne forklares med spasmer eller trækninger.

Omvendt beskriver anklagerne abortklinikken, der indbragte omkring 1,8 millioner dollar, svarende til godt 10,3 millioner kroner, om året, som »et rædselshus« med ukvalificeret personale.

En razzia af klinikken, der lå i en fattig del af det vestlige Philadelphia, viste, at der var blodpletter på møblerne, beskidte instrumenter og katte, der strejfede rundt i lokalerne. Ifølge anklagerne blev der også fundet rester fra fostre, blandt andet afhuggede fødder, opbevaret i krukker og plastikposer rundt omkring i klinikken.

Retssagen har opblusset abortdebatten i USA. Mens anti-abort-aktivister mener, at sagen viser den grusomme virkelighed ved abort, mener abortrettighedsgrupper, den viser, hvad der kan ske, hvis abortlovene bliver strammet, og desperate kvinder dermed bliver tvunget til at opsøge uregistrerede klinikker.

Den 72-åriges klinik var sidst blevet inspiceret af sundhedsmyndighederne for 15 år siden, før den lukkede for mere end to år siden, skriver BBC.

Abortlægen har ifølge sin forsvarer endnu ikke besluttet sig for, om han vil appellere dommen i skyldsspørgsmålet.

Dagens Gossip