Abortmodstandere: Kors er ikke propaganda

Organisationen "Retten til Liv" er ikke enig i Vejdirektoratets vurdering af, at de 16.000 kors, som er stillet op på en mark ved Hedensted, er propaganda.

- Vi har tænkt os at spørge dem om, hvad propaganda er. Bare fordi det er et mindretals synspunkt, betyder det ikke, at det er propaganda, siger landssekretær Ellen Højlund Wibe fra "Retten til Liv" til Ritzau.

De hvide meterhøje kors i jorden skal markere 40 års dagen for lovgivningen om aborter i Danmark. De 16.000 kors er et symbol på de provokerede aborter, der hvert år finder sted i Danmark.

Vejdirektoratet mener, at korsene skal fjernes, da de er opstillet for at fremme et bestemt budskab.

Ifølge Naturbeskyttelseslovens paragraf 21 må der ikke anbringes plakater, skilte og lignende i det åbne land i reklame- og propagandaøjemed.

Landssekretæren er dog indstillet at følge Vejdirektoratets anvisninger.

- Vi håber på, at de kan få lov til at stå der et stykke tid endnu. Men bliver tiden forkortet, så mener jeg også, at det har haft en god funktion i forhold til at skabe debat, siger Ellen Højlund Wibe.

Vejdirektoratet vil sende et brev ud til organisationen og ejeren af marken for at høre alle parter i sagen. De har 14 dage til at udtale sig, før vejdirektoratet træffer den endelige afgørelse.

Ellen Højlund Wibe siger, at man vil se på brevet fra Vejdirektoratet og herefter tage en dialog om, hvad de mener er propaganda.

En del af korsene er natten til tirsdag væltet af nogle ukendte personer.

- Det ligner regulært hærværk. Det er nok udført af nogle, der er blevet så berørt af sandheden, at de har ladet aggressionerne få frit løb, Ellen Højlund Wibe.

"Retten til Liv" er mod abortlovgivningen i Danmark. Organisationen tæller i dag 2500 medlemmer.

/ritzau/

 

Dagens Gossip