Absolut flertal: Konservative holder første højborg

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Vallensbæk Kommune har i årtier været konservativt territorium, og sådan vil det fortsætte efter tirsdagens valg, hvor partiet ellers ser ud til at have voldsomme problemer på landsplan.

Det endelige valgresultat fra Vallensbæk viser, at De Konservative har fået 52,6 procent af stemmerne i kommunen og dermed opnået absolut flertal som ved det seneste kommunalvalg i 2009.

Det skaffer partiet otte mandater i den 15 medlemmer store kommunalbestyrelse.

Der har været konservativt styre i Vallensbæk Kommune siden 1962, og det ville have været en gedigen overraskelse, hvis ikke Henrik Rasmussen (K) ville få opbakning til endnu en embedsperiode.

Ser man på valgudviklingen i hele Danmark, er fortællingen om De Konservatives valg dog mindre flatterende. Ifølge den seneste exitprognose foretaget af Epinion for DR Nyheder vil partiet gå tilbage fra 11,0 til 7,0 procent over hele landet.

Også i den konservative højborg på Frederiksberg oplever partiet tilsyneladende tilbagegang.

I den seneste exitprognose får De Konservative otte mandater mod 12 i 2009. Men takket være valgforbundet med De Radikale, Venstre og Liberal Alliance kan Frederiksberg holdes på konservative hænder som i de seneste 104 år.

De Konservative sidder aktuelt på 12 af landets 98 borgmesterposter.

/ritzau/