AC Milan klasker sekundahold og stryger i pokalfinale

Skrevet af admin

02/03/2016

Dagens topnyheder

Eventyret er slut for den italienske fodboldklub Alessandria, der snublede på sidste forhindring før pokalfinalen.

Sensationsholdet fra den tredjebedste række røg tirsdag aften ud med et ordentligt brag, da det løb ind i et 0-5-nederlag i den anden semifinalekamp mod AC Milan i Milano.

Storklubben vandt også den første kamp og er videre med samlet 6-0.

Alessandria havde ellers taget 15.000 fans med til San Siro, men da hjemmeholdet bragte sig i front efter 20 minutter, var de fleste klar over, hvilken vej det gik.

Både Jeremy Menez og Alessio Romagnoli lavede to mål, inden Mario Balotelli satte punktum med den femte scoring i slutfasen.

Milans finalemodstander bliver fundet onsdag, hvor Inter og Juventus spiller returkamp i Milano. Juventus synes godt på vej mod slutkampen efter en 3-0-sejr i det første møde.

Finalen spilles 21. maj i Rom.

/ritzau/