Ace Of Base bagmand sælger luksuslejlighed til 20 millioner kroner

Skrevet af Elo Christoffersen

24/10/2012

Dagens topnyheder

Kjeld Wennick, stifter af pladselskabet Mega Records, gjorde et af årtiets største scoops, da han i begyndelsen af halvfemserne fik det millionsælgende svenske popband Ace of Base i stald.

Og et årti senere gjorde han muligvis endnu et scoop, da han via sit firma, Wennick Enterprise A/S, købte en eksklusiv luksuslejlighed på Københavns havnefront, som - hvis den bliver solgt til udbudsprisen - vil indbringe ham et plus på cirka 13 millioner kroner.

Den 298 kvadratmeter store lejlighed på Langelinie Allé er netop blevet sat til salg for 20 millioner kroner, og dermed er boligen den næstdyreste udbudte ejerlejlighed i København i øjeblikket, kun overgået af en luksuslejlighed til 23 mio. kr. i indre by. Det skriver boliga.dk.

For pengene får man udsigt over Øresund fra alle rum, tre terrasser, to private underjordiske p-pladser og dobbelt kælderrum.

Lejligheden indeholder blandt andet en sitting hall, to stuer, en suite, masterbedroom med terrasse, walk-in closet og badeværelse med kar og gulvvarme, og derudover er der videoovervåget dørtelefon, cykelkælder og en toværelses gæstelejlighed i stuen med bad og køkken.