Adelig veteran vil til OL i to discipliner

Han var med allerede ved vinter-OL i Sarajevo i 1984 og fylder snart 55 år, men det forhindrer ikke Mexicos største skisportsnavn i at tage endnu en tørn i Sochi til februar.

Hubertus von Hohenlohe, der er af sydtysk adelsslægt, har allerede kvalificeret sig i slalom, og nu forsøger han også at komme ind i storslalomkonkurrencen ved OL.

Von Hohenlohe, der i øjeblikket er ved at vænne sig til nye ski, har tilmeldt sig nogle kvalifikationsløb i december, oplyser Den Mexicanske Olympiske Komité.

Superveteranen står foran sin femte OL-deltagelse. Ud over Sarajevo var han også med i Calgary i 1988, i Lillehammer i 1994 og i Vancouver for fire år siden, hvor han blev nummer 78 i storslalom.

Han er foreløbig eneste mexicaner, der er kvalificeret til legene i Rusland.

Ved siden af karrieren som skiløber fører den farverige mexicaner sig frem som fotograf og popsanger.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV