ADHD-foreningen: Ekspertgruppe skal huske handlingsplan

- Hvis regeringens nedsatte ekspertgruppe på inklusionsområdet følger op med en handleplan, så er det godt. Ellers kan det være lige meget.

Sådan siger Camilla Louise Lydiksen, direktør i ADHD-foreningen, om ekspertgruppen, der skal komme med anbefalinger til, hvordan inklusionsindsatsen kan løftes ude på de enkelte skoler.

- Det værste, der kan ske, er, at man står tilbage med en rapport, der belyser det, vi allerede ved, men uden der følger midler og kræfter med, så man kan reagere på det.

- Så jeg er mere optaget af, hvad der sker bagefter, siger hun.

Tirsdag har regeringen nedsat en ekspertgruppe, der skal kortlægge udfordringerne på inklusionsområdet gennem en række undersøgelser og derefter komme med anbefalinger til, hvordan inklusionsindsatsen kan løftes ude på de enkelte skoler.

Anbefalingerne skal være klar om seks måneder og skal gerne sikre bedre rammer for elever med særlige behov.

Og det er der bestemt behov for, mener ADHD-foreningen.

- For det første skal vi som samfund finde ud af, hvad der er brug for. For det andet trænger forældrene til de her børn til en anerkendelse, og så skal vi finde ud af, hvad det præcis er, der kommer i vejen for fællesskabet.

Spørgsmål: Hvad har i jeres optik ikke fungeret?

- Det, vi hører fra dem, som har kontaktet os, er, at der har været problemer med støtte til børnene. De er bare blevet flyttet over i en almindelig klasse, uden at der fulgt støtte med.

- Det betyder, at mange børn ikke er kommet af sted i skole, fordi skolerne ikke har kunnet få det til at fungere. Problemer med inklusion og skolen generelt er det, vi har fået flest henvendelser på.

Hos Landsforeningen Autisme er de også positive over for en undersøgelse af inklusionsområdet, men mener, der er en række mangler.

- Vi synes, at det er et selvmål, når man ikke beder os som organisation, der repræsenterer mennesker med autisme, om at deltage i undersøgelsen, siger landsformanden, Heidi Thamestrup.

- Det kunne tyde på, at man ikke umiddelbart er interesseret i at afdække de faktiske udfordringer ved at inkludere børn med autisme, og at man heller ikke er villige til at betale det, det koster, når man skal løse udfordringerne på en måde, der sikrer børn med handicap deltagelse, trivsel og udvikling i folkeskolen.

/ritzau/

Dagens Gossip