Admiral krævede billeder af bin Ladens lig slettet

En e-mail afslører, at en højtstående amerikansk admiral krævede alle billeder af Osama bin Ladens lig slettet blot to uger efter drabet på al-Qaeda-lederen i maj 2011.

Ifølge CNN sendte den daværende viceadmiral William McRaven 13. maj 2011 en e-mail, hvori der står følgende:

»Én særlig ting, jeg gerne vil fremhæve, er billeder - især af de jordiske rester af UBL (Osama bin Laden, red.). På dette tidspunkt skal alle billeder være overdraget til CIA, og hvis du stadig har dem, skal du slette dem omgående eller ovedrage dem til (...) (resten af sætningen bortcensureret, red.).«

E-mailen fra William McRaven, der i dag er leder af den amerikanske militærkommando, US Special Operations Command, er blevet opsnappet af aktivistgruppen Judicial Watch, der flere gange har opfordret til, at billederne af Osama bin Ladens lig blev offentliggjort.

Da al-Qaeda-lederen blev dræbt af elitesoldater fra Navy SEALS i Pakistan for snart tre år siden, blev der nemlig aldrig offentliggjort billeder af hans lig.

Det står ikke klart, om billederne faktisk er blevet destrueret, og McRaven har afvist at kommentere e-mailen over for CNN.

Militæranalytiker James Marks vurderer over for CNN, at hvis McRaven beordrede, at billederne blev slettet, kunne det muligvis være i et forsøg på at beskytte operationelle hemmeligheder, kilder og metoder.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, understregede også flere gange efter drabet på Osama bin Laden, at billeder af bin Ladens lig ikke vil blive offentliggjort af sikkerhedsmæssige hensyn.

Flere falske billeder florerede dog i amerikanske medier efter drabet, og der opstod spekulationer om, hvorvidt al-Qaeda-lederen nu også var blevet dræbt. Barack Obama har dog forsikret, at al-qaeda-lederen blev begravet til søs i Det Arabiske Hav umiddelbart efter sin død.

Dagens Gossip