Adoption er blevet markant dyrere

DanAdopt har desuden netop udsendt en ekstraopkrævning på 15.000 kroner for de knap 400 familier, der i forvejen står på venteliste til adoption.

Næstformand i DanAdopts bestyrelse, Lars Ellegaard, erkender ifølge Politiken, at organisationens økonomi er presset, da antallet af formidlede børn er faldet markant i 2012, hvilket efter alt at dømme også vil være tilfældet i år.

»Det er nødvendigt at gøre et eller andet, og det, man kan skrue på, er gebyret,« siger han til Politiken.

Lars Ellegaard mener fortsat, at der vil være forældre, der kan og vil betale, selv om prisen er steget.

»Det har altid været sådan, at de, der ville adoptere, prioriterede det og fandt pengene. Folk kan jo også finde penge til at købe en bil, og prisen for adoption er stort set den samme som at købe en familiebil – og sådan var det faktisk også for 20 år siden,« siger han til avisen.Også bureauet AC Børnehjælp, der formidler adoptioner, har måttet regulere priserne, så gebyret i oktober 2012 steg med 4.000 kroner, i maj i år med 12.000 kroner, og til august lægges yderligere 8.000 kroner på gennemsnitsprisen, som dermed er steget fra 130.100 til 154.100 kroner på mindre end et år.

Det har udløst kritik fra forældre, der venter på at adoptere:»Det er bemærkelsesværdigt, at gebyrstigningerne kommer med så korte mellemrum. Man efterlades med bekymring om udviklingen i AC’s økonomi,« skriver en af dem ifølge Politiken på AC Børnehjælps hjemmeside.

Ifølge AC Børnehjælp skyldes stigningen en markant nedgang i antal adoptioner.

Ifølge adoptionsforsker ved Københavns Universitet Merete Laubjerg bør de høje priser mane til eftertanke.

»Jeg synes, det bekræfter, at der er et marked for adoption, og at det er en handel med børn, der finder sted,« siger Merete Laubjerg, der mener, at det »bør være et statsligt anliggende, når mennesker skifter nationalitet,« og at det er på høje tid, at »ministrene tager hånd i hanke med tingene og standser al udlicitering af sådanne statslige opgaver«.

Dagens Gossip

Dagens TV