Adskillige er dræbt efter skyderi på amerikansk skole

Skrevet af admin

01/10/2015

Dagens topnyheder

Adskillige er torsdag aften dræbt under et skyderi på et college i Roseburg i staten Oregon i det nordvestlige USA.

Der er forskellige meldinger om, hvor mange der er dræbt. Nyhedsbureauet AP skriver mindst 7, CNN og flere andre medier skriver 10 døde. Nyhedsbureauet Reutes citerede en lokal embedsmand for, at mindst 15 var dræbt, men korrigerede det kort efter til mindst 10 døde.

Den person, som har skudt, er tilbageholdt af politiet. Det vides ikke, om gerningsmanden er blevet ramt af skud fra betjente.

Det er ikke oplyst, om gerningsmanden havde en relation til skolen - om han eller hun eventuelt var en tidligere elev.

Skyderiet inde på college foregik i nogle klasseværelser, oplyser en talsmand for det lokale politi til CNN.

To af de sårede døde undervejs til hospitalet, bekræfter han.

Mindst 20 blev tidligere meldt såret under skyderiet på collegekomplekset Umpqua 200 kilometer syd for storbyen Portland.

Hele området omkring skoleområdet blev afspærret, og folk i byen blev opfordret til at holde sig på god afstand.

Roseburg er en by med godt 20.000 indbyggere, og mange af byens indbyggere vil have børn på skolen eller vil have venner og bekendte, der har det.

Skyderiet på skolen i Roseburg er det seneste i en meget lang række skoleskyderier.

Efter massakren på skolen Sandy Hook i staten Connecticut kort før jul i 2012 forsøgte præsident Barack Obama at få Kongressen til at skærpe våbenlovgivningen.

De fleste af de 26 ofre på Sandy Hook var små børn. De blev skudt af den 20-årige Adam Lanza, som selv tidligere havde gået på skolen. Han brugte et våben, som også anvendes af den amerikanske hær i kampsituationer.

Men trods Obamas appel afviste Kongressen at indføre stærkere kontrol med, hvem der køber våben.

/ritzau/