Adskilt ved fødslen og vokset op på hver sin side af jorden: Tvillinger finder hinanden på Facebook

De har samme frisure, samme neglelak, samme kropssprog og samme humor. De 26-årige søstre Anais Bordier og Samantha Futerman er mindst lige så tætte som andre tvillinger, men har kun kendt hinanden i to år.

Det skriver CNN.

Anais er vokset op i Paris og fik et chok, da en ven en dag sendte hende linket til en Youtube-video, hvor en kvinde, der lignede hende på en prik, var med. Hun forsøgte forgæves at finde ud af, hvem kvinden var, men måtte opgive.

Heldigvis dukkede endnu en video op. Kvinden var Samantha Futerman, en spirende skuespiller bosat i Los Angeles. Anais fandt ud af, at de havde samme fødselsdato, og at de begge var adopteret fra Sydkorea.

Hun samlede mod til sig og anmodede om venskab på Facebook.

Læs også: Henriette turde ikke opsøge sin far: Nu har far og datter fundet hinanden efter 46 år

Det viste sig, at de var født i samme by, og senere bekræftede en DNA-test, at de var tvillingesøstre.

De to kvinder klikkede med det samme og fandt ud af, at de havde en del til fælles: De har det samme grin, de samme fregner på kinderne, de hader kogte gulerødder, og de er begge nogle sovetryner, der helst sover 10 timer dagligt.

Deres adoptivforældre har støttet op om pigernes forhold, men blev alligevel kede af, at der var en ukendt tvilling.

- Min mor blev selvfølgelig meget beskyttende og sagde: "Vi ville have taget jer begge," da de følte, at vi var gået glip af at vokse op sammen, fortæller Samantha.

Anais er vokset op som enebarn i paris og er nu designer i London. Samantha er vokset op i den amerikanske stat New Jersey med tre brødre: Sine adoptivforældres to biologiske sønner og faderens søn fra et tidligere forhold. De sms'er hinanden dagligt og taler jævnligt sammen på Skype.

Læs også: Kvinde opsporer sin mor - opdager at hun er gift med sin egen bror

De har forsøgt at tage kontakt til deres biologiske mor i Sydkorea, men det var hun ikke interesseret i.

Sammen har søstrene nu skrevet en bog om, hvordan det er at opdage, man har en ukendt tvilling.

Dagens Gossip