Advarer Brøndby om 1. divisions styrke

Der er selvsagt et afgrundsdybt spring fra Superligaen til 1. division, og faldet afbødes næppe af, at Brøndby risikerer at miste både profiler og breddespillere.

Klubben har syv spillere med kontraktudløb - Jan Kristiansen, Brent McGrath, Clarence Goodson, Dennis Romedahl, Mathias Gehrt, Jens Stryger Larsen og Anders Randrup - ligesom en nøglespiller som 22-årige Simon Makienok måske ikke tænker, at det er særligt gavnligt for hans karriere at skulle spille et år på næsthøjeste blus.

Ove Pedersen er træner i FC Vestsjælland, der i aften kan sikre sig oprykning til Superligaen. Men i 2006 var han på den anden side af øretæven, da han som AGF-træner rykkede ned og pludselig blev den største fisk i farvandet.

Han fortæller, at AGFs fans spillede en nøglerolle i, at det lykkedes at sikre oprykning i første forsøg.

- Det kommer an på, hvordan Brøndbys fans tager nedrykningen. AGFs fans tog det på en helt unik måde og gjorde det kult at følge AGF i 1. division. Det var cirkus, der kom til byen, når vi tog på udebane, og der var fyldte stadions. Det var årets kamp for de hold, vi mødte, og der var ingen walkovers.

- Mange gange på de små stadions havde vi over 1.000 fans med, og det rammer spillere og trænere. Det forpligter endnu mere, og jeg vil appellere til, at Brøndbys fans gør det samme, siger Ove Pedersen og tilføjer om scenariet:

- Da sæsonen startede, pegede jeg på Brøndby som nedrykker, men de har spillet sig op efter vinterpausen, og det er ikke indlysende, at de rykker ned fra Superligaen. Der er kommet lidt mere snit over dem meget sent i turneringen.

Niels Frederiksen er træner i Lyngby, som han overlader til sin afløser Johan Lange, når bankmanden i den kommende sæson skal træne Esbjerg.

Han har prøvet at rykke ned med Lyngby, som er en anden størrelse end Brøndby, men alligevel oplevede en markant forandring.

- Det er en helt anden verden på alle ledder og kanter. Rammerne og medieinteressen er helt anderledes, men det er også en verden, hvor tingene er meget forskellige fra uge til uge.

- Ind imellem spiller vi stadig på større stadions med mange tilskuere som for eksempel i Vejle, som Brøndby formentlig vil møde, hvis de rykker ned. Men den næste uge står man mere eller mindre på en mark. Det bliver en meget anderledes oplevelse, siger Niels Frederiksen.

Han er godt klar over, at Brøndby står foran en større omvæltning af truppen i sommerpausen. Men Frederiksen ser alligevel Brøndby som klare oprykningsfavoritter, såfremt de blå-gule skulle havne i 1. division

- Der er ingen tvivl om, at 1. division er blevet væsentligt

stærkere end for 4-5 år siden. Man vinder ikke bare lige kampene. Det er mere

fysisk, der er mere duelspil, og man indretter sig mere på modstanderen end i

Superligaen. Men Brøndby må være én af de klare favoritter. De har stadig spillere med erfaring og Superliga-fart i benene, og så har de deres fantastiske hjemmebane, siger Niels Frederiksen.

Ove Pedersen advarer Brøndby om at tage let på tingene, hvis de skulle tage faldet. For landets næstbedste række er historisk god.

- Der er ingen tvivl om, at den 1. division, vi har nu, er den stærkeste, der nogensinde har været. Der er seks fuldtidsprofessionelle hold, og det har der aldrig været før. Man kan ikke bare kigge tilbage i historien og sige, at det er så og så nemt at rykke op. Det er en ny tid i 1. division.Brøndby møder i aften FC Nordsjælland klokken 19 på Brøndby Stadion. Klubben kan rykke ned med et nederlag, hvis AC Horsens vinder på udebane mod Sønderjyske.

Dagens Gossip

Dagens TV