Advarsel: 3D er farligt for dit barns øjne

I Frankring har helt ny forskning om 3D-virkemidler fået Sikkerhedsstyrelsen, ANSES, til at slå alarm. Den viser nemlig, at børns øjne kan tage alvorlig og varig skade af 3D-virkemidler.

Det skriver DR.dk.

Hjernen bliver, ifølge forskerne, stresset af billedernes pludselige dybde, og derfor anbefaler de franske myndigheder, at det skal være forbudt for børn under seks år at bruge 3D-briller til eksempelvis film, ligesom de mener, brugen af de samme virkemidler skal begrænses for børn mellem seks og 13 år.

Jon Peiter Saunte, som er overlæge på Glostrup Hospitals øjenafdeling, mener også, den tilsvarende danske Sundhedsstyrelse bør overveje at få indført regler for børns brug af 3D-udstyr:

- Man frygter, at børn ikke lærer at bruge deres øjne så godt, som de burde. Det vil sige, at de ikke kan lære at se i dybden og fokusere ordentligt, siger Jon Peiter Saunte til DR Nyheder.

Han forklarer, at 3D-billederne forvirrer hjernen, fordi den bliver bedt om både at fokusere på skærmen og lade øjnene ‘dreje indad’ for at kunne fokusere på synsbedraget, som enten ligger bagved eller foran skærmen.

- Det vil sige, at du beder hjernen om to opgaver på én gang. Og det bliver hjernen stresset af, siger overlægen.

Han understreger, at grunden til, at det er særligt farligt for børn, er, at deres syn, modsat voksnes, ikke er færdigudviklet.

Dagens Gossip

Dagens TV