Advarsel: Farlig bændelorm breder sig i Danmark

Bændelormen, som hovedsageligt trives i rævens krop, er begyndt at brede sig i det sydlige Jylland.

Det skriver DR Nyheder.

Parasitten er nemlig begyndt at brede sig til sydjyske mårhunde, hvilket ifølge Heidi Enemark fra Veterinærinstituttet bekræfter, at forekomsten af den såkaldte dværgbændelorm er høj i det område.

Parasitten kan smitte både mennesker og dyr, og er de sisdste tre år blevet fundet i 14 danske ræve - 10 af dem omkring Højer i Sønderjylland, og de fire omkring Grindsted ved Billund.

Og nu er ormen altså også fundet i to mårhunde, og det tyder på, at den er i gang med at brede sig til resten af landet.

- Mit bud er, at forekomsten er højest i Sønderjylland, men det spreder sig op i det centrale Jylland. Og så er der en risiko for, at det spreder sig i hele landet, siger Heidi Enemark til DR Nyheder, som forklarer, at ormen kan være livsfarlig, hvis den bosætter sig i menneskekroppen:

- I værste fald er parasitten dødelig. Den kan give anledning til kræftlignende forandringer i leveren. Forandringer, som kan sprede sig til andre dele af organismen.

Dagens Gossip