Advarsel: Livsfarligt gas er stjålet fra tandlægeklinik

En trykflaske med livsfarlig gas er stjålet fra en tandlægeklinik i Ringe på Fyn, oplyser Fyns Politi.

Det er forbundet med livsfare at sniffe gassen fra trykflasken. Den meget store flaske indeholder den medicinske gas, Dinitrogenoxid.

- Tandlæger blander normalt gassen, Dinitrogenoxid, med andre luftarter til den ufarlige lattergas, men i koncentreret form er Dinitrogenoxid dødbringende. Derfor må vi på det kraftigste advare mod at bruge gassen, siger vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede.

Politiet oplyser, at der ikke er klarhed over, hvornår trykflasken blev stjålet, men tyveriet blev opdaget tirsdag morgen, da tandlægeklinikkens personale skulle bruge gassen.

Gassen blev sidste gang brugt den 21. januar i år, og politiet regner derfor med, at gassen er stjålet i perioden fra denne dato til tirsdag morgen.

Gasflasken er knap halvanden meter høj og rummer 50 liter gas. Det meste af flasken er hvid, men de øverste 10 cm er mørkeblå. Gasflasken blev opbevaret i et udvendigt metalskab, der var aflåst med en hængelås, som er blevet klippet over.

-Hvis nogen har kendskab til, hvor flasken er, så hører vi meget gerne om det, siger Lars Thede.

Henvendelser om den stjålne gasflaske kan ske til Fyns Politi på telefon 114.

/ritzau/

Dagens Gossip