Advarsel mod pirattaxa: 20-årig mand mistede 5.000 kroner

Lokalpolitiet i Kolding retter nu en advarsel til borgerne om IKKE at benytte pirattaxaer.

Advarslen kommer efter en 20-årig mand i weekenden tog en pirattaxa i Sdr. Havnegade, der kørte ham til Munkevængets Skole.

Undervejs bad to personer ham om at bruge sit betalingskort, så der kunne blive tanket benzin. Det gjorde han.

- Gerningsmændene har formentlig luret pinkoden, da han tastede den ind. De stjal hans tegnebog og der blev senere hævet 5.000 kroner på kortet, fortæller Carsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding, til Dagens.dk.

Betalingskortet blev hurtigt spærret af den 20-årige mand, så der ikke skete yderligere misbrug.

- Vi må endnu engang advare folk mod at tage en pirattaxa. Deres eneste formål er, at få fat i betalingskort og penge, slutter Carsten Andersen.

Der er tale om to østeuropæiske mænd, der beskrives som 20-25 år, almindelig af bygning, brun i huden og brunt hår. De talte begge dansk.

Pirattaxaer kører som regel som civile biler og derfor har politiet mere end svært ved, at finde frem til gerningsmændene.

Dagens Gossip

Dagens TV