Advarsel: Ny influenzavirus kan lamme dit barn

En ny influenzalignende virus, som er kendt under navnet EV-D68, har i løbet af sommeren hærget i USA, hvor over 1100 personer har været hårdt ramt af sygdommen.
Nu er den kommet til Danmark. Det skriver TV2.

Virussen kan medføre mild såvel som alvorlig sygdom, og den kan i nogle tilfælde være svær at skelne fra influenza med feber, snot, hoste, synkesmerter, muskelømhed, og over i astmatisk bronkitis hos mindre børn og vejrtrækningsbesvær.

De seneste uger har USA til med oplevet mindre udbrud af syge børn, omkring 70 børn i alt, med påvirkning af nervesystemet og lammelser af muskler. Man er nu ved at undersøge om der kan være en sammenhæng mellem EV-D68 og disse lammelser, fordi en større del af børnene har oplevet luftvejssygdom i perioden op til lammelserne, og man har fundet netop dette virus i nogle af børnene.

- I sidste måned var der et eksempel på, at en fransk dreng, som var smittet af EV-D68 sygdommen, blev ramt af lammelser og luftvejsbesvær, som gjorde, at han til sidst ikke kunne trække vejret selv og måtte i en periode have hjælp fra en respirator, siger overlæge Thea Kølsen Fischer fra Statens Serum Institut til tv2.dk.

Og i sidste uge er to børn i Norge blevet ramt af lammelser i forbindelse med EV-D68 sygdom, som især rammer børn under fem år.

- Men influenzasæsonen er ikke over os endnu, så et godt bud er, at den bølge af sygdom, der netop nu har ramt Danmark, meget vel kan være enten mycoplasma, som giver såkaldt ’kold lungebetændelse’ samt særligt for børns vedkommende EV-D68, siger Thea Kølsen Fischer, der tilføjer, at en stikprøvekontrol af 60 sygdomsramte hospitalspatienter i Danmark med luftvejsinfektion har vist, at hver syvende var ramt af EV-D68.

I langt de fleste tilfælde vil sygdommen også kræve samme behandling, som en almindelig influenza – et par dage i sengen med hvile og masser af omsorg. Der er ingen grund til panik, og det kan være at enterovirussæsonen i løbet af de kommende uger helt løber ud i sandet, som den normalt gør på denne årstid.

Men i nogle tilfælde vil lægebehandling være påkrævet:

- Hvis dit barn lider af astma, har en kronisk lungesygdom eller på anden måde har et svækket immunforsvar, så er mit råd at søge læge. Netop denne gruppe bliver ramt specielt hårdt af virussen, og antibiotika vil ikke have nogen effekt.

Dagens Gossip