Advarsel: Pas på dit sovende barn i kulden

Skrevet af Michael Lauritsen

26/11/2013

Dagens topnyheder

Det er helt almindeligt at lade sit lille barn sove middagslur udenfor. Men, når kulden rammer landet, så kan forældre hurtigt blive i tvivl om, hvorvidt det er en god idé eller ej.

Og det er vigtigt at være opmærksom. Især med de helt små, som er særligt følsomme over for kulden, skriver tv2.dk.

- Spædbørn er følsomme over for kulde og vil ofte ikke vågne, hvis de fryser. Derfor frarådes det at lade spædbørn sove ude i de meget kolde måneder. Når barnet begynder at tage godt på og trives kan det begynde at sove ude. I starten vil det være rigtig fint at trille en tur og så tage barnet med ind, når man kommer hjem, men stille og roligt kan barnet begynde at sove ude i længere tid, fortæller netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen til tv2.dk.

Hun advarer mod, at børn sover ude, hvis temperaturen er under minus 10 grader. Samtidig gør hun opmærksom på, at det nogle gange føles koldere, end det termometeret viser.

Derudover skal barnevognen stå i læ. Gerne under et halvtag. Siderne i vognen og bunden kan med fordel isoleres med en ekstra madras.

Barnet skal være iklædt passende tøj, som passer til årstiden. Tøjet skal have god varmeisoleringsevne.

Dynen skal dække barnets krop både opadtil og langs siderne. Handsker og dun-sko vil ofte også være en god idé.

Netsundhedsplejersken slår fast, at kun raske og sunde børn bør sove ude i koldt vejr. Og at det er vigtigt at se jævnligt til barnet og mærke med en hånd i barnets nakke og/eller på brystkassen for at vurdere om barnets temperatur er tilpas.

Det er ikke nok at regne med en babyalarm. Man er nødt til at se direkte på barnet og mærke på barnet, for at vurdere, hvordan barnet har det.