Advarsel: Pas på stinkende øko æg

Skrevet af Sol Stoffregen

14/03/2014

Dagens topnyheder

Hvis du har pasteuriserede økologiske æggeblommer fra Hedegaard Foods A/S i køleskabet, kan du godt få brug for en næseklemme.

Fødevarestyrelsen gør opmærksom på, at æggeblommerne udvikler en afvigende svovlagtig lugt kort tid efter produktionen. Årsagen til lugten kendes ikke. Det skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelse.    

Der er tale om Hedegaard Foods A/S's pasteuriserede økologiske æggeblommer a 250 gram, 1 kilo og 5 kilo. Produktet har batch-numrene: H781 og H810. Og æggene er mærket med produktionsdatoerne: 27/2-2014 og 7/3-2014.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

De lugtende æggeblommer a 250 gram er solgt i: Netto, Føtex og Bilka. Mens de større varer på et kilo og fem kilo er solgt engros via: Inco, København, HKI, Hørkram, Grøn Fokus, Solhjulet, BC Skanderborg, Åstrup Bakke, Smørmanden, AB Catering.

Fødevarestyrelsen betragter æggeblommerne som uegnede til at spise på grund af lugten. Kunder, der har købt æggeblommerne opfordres til at smide dem uf eller levere dem tilbage til købsstedet. 

Hedegaard Foods A/S har adresse i Hadsund.