Advarsel: Populær babygynge er farlig

Småbørnsforældre, der har investeret i gynger til børn, bør undersøge, om metalophængene afgiver splinter.

Sådan lyder advarslen fra Sikkerhedsstyrelsen efter, at småbørn i mindst 10 tilfælde har fået metalsplinter fra gyngernes ophæng i øjnene.

- Det drejer sig både om sansegynger, fugleredegynger, motorikgynger, hængekøjer, hængevugger og lignende til børn, siger Mette Cramon, der er kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.

Metalsplinterne opstår, når ophængene og gyngens ringe slides mod hinanden.

Problemet blev opdaget ved, at læge Eva Holst undrede sig, da hendes søn to gange med én måneds mellemrum fik metalsplinter i øjnene.

Ved en nøje gennemgang af hjemmet fandt hun frem til at metallet måtte stamme fra ophænget til sønnens sansegynge. Ophænget var synligt slidt, og man kunne tørre metalsplinter af det.

Den observation fik overlæge Regitze Bangsgaard på øjenafdelingen på Glostrup Hospital til at undersøge, om de øvrige børn, som havde været behandlet i afdelingen de sidste tre år havde ligget i sansegynger eller lignende produkter ophæng. Det viste sig at være tilfældet for 10 ud af 11 børn.

Børnene har fået fjernet metalsplinterne, og det krævede i de fleste tilfælde fuld narkose.

Sikkerhedsstyrelsen har nu sendt en skrivelse ud til alle kendte importører og forhandlere af de forskellige typer gynger.

Dagens Gossip