Advarsel: Salt i brusetabletter øger risiko for blodprop og blødning i hjernen

Brusetabletter bør mærkes med ”højt saltindhold”, mener Hjernesagen og professor, dr.med. Hans Ibsen. Saltindholdet kan nemlig i følge ny forskning påvirke blodtrykket eller give blodpropper eller blødning i hjernen.

Sidste år blev der solgt 21,5 millioner døgndoser herhjemme, alene i smertestillende midler. Dertil kommer vitaminer og kosttilskud.

Flere end 1,3 millioner personer indgik i det britiske studie, der viser, at de, der tog saltholdige brusetabletter, havde 22 procent højere risiko for blødning eller blodprop i hjernen, sammenlignet med personer, som anvendte almindelige tabletter.

Det var syv gange mere sandsynligt, at de udviklede et forhøjet blodtryk end kontrolgruppen, og risikoen for, at de døde tidligt, var 28 procent højere. Forskningen viser ikke entydigt, at brusetabletterne er den eneste udløsende faktor, men konklusionerne bør føre til mærkning af brusetabletter, mener Hjernesagen.

Og man bør undgå brusetabletter til personer med for højt blodtryk.

Brusetabletter bliver udskrevet af læger herhjemme og solgt i håndkøb. Dertil kommer vitaminer, kalk og zink, der også findes som brusetabletter.

Salt giver blodpropper

Det er saltet (Natrium) i tabletterne, der er risikabelt. Ifølge studiet får en person, der tager det højest anbefalede antal brusetabletter på et døgn, typisk 6-8 gram mere salt end det anbefalede daglige indtag på 6 gram, alene via medicinen. Og det kan på langt sigt være farligt for helbredet.

- Brusetabletter af enhver slags bør være mærket med, at de har et højt saltindhold. Det er ikke nok at skrive det på indlægssedlen, mener professor, dr. med. Hans Ibsen, overlæge på Holbæk Sygehus og medlem af bestyrelsen i Dansk Hypertensionsselskab. (Hypertension = forhøjet blodtryk).

Salt påvirker blodtrykket, og et for højt blodtryk kan dels give hjertesygdomme, dels udløse en blodprop eller blødning i hjernen.

Hjernesagen er landsforening for mennesker ramt af blødning eller blodprop i hjernen, andre hjerneskadede og deres familier, og her mener man også, at forbrugerne skal advares mod det høje saltindhold.

- Vi ved, at hver anden blodprop eller blødning i hjernen kan undgås, hvis vi har styr på blodtrykket. Derfor mener vi klart, at brusetabletter skal mærkes med det høje saltindhold og at læger bør lade være at udskrive den type medicin til mennesker med risiko for forhøjet blodtryk, siger direktør i Hjernesagen Lise Beha Erichsen.

Hver dag får 35 danskere en blødning eller blodprop i hjernen. For de, der overlever, betyder det ofte en tilværelse med voldsomme følger som lammelser og tale- og sprogproblemer, og skjulte handicap som udpræget træthed, mangel på initiativ og overblik.

Dagens Gossip