Advarsel: Skybrud kan være på vej mod Jylland og Fyn

Der er også udsigt til tordenbyger, risiko for hagl og kraftige vindstød. Men præcis hvornår det voldsomme vejr rammer, har DMI svært ved at spå om.

»Vi ved ikke, hvornår det kraftige regnvejr rammer, det vil være forskelligt fra sted til sted. Det er nogle byger, der driver hen over landet og dannes og opløses. Om det udvikler sig til skybrud er ikke til at sige endnu. Langt de fleste steder får ikke skybrud, det er særtilfælde, men mange vil opleve kraftig regn og tordenbyger, som kan opleves skybrudslignende,« forklarer Jørgen Thomsen, der er vagtchef ved DMI.

Det er en koldfront fra Tyskland, som i løbet af fredagen bevæger sig op over Danmark fra sydvest, ledsaget af regn og tordenbyger. Der ventes regn over store dele af landet, men det er Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Østjylland, Syd- og Sønderjylland samt Fyn, som kan blive ramt af skybrud, som er defineret ved, at der falder mere end 15 millimeter regn på en halv time.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

DMIs vagtchef mener ikke, at der er grund til at tage forholdsregler ud over det sædvanlige.

»Men hvis man har en kælder, skal man selvfølgelig lukke sine vinduer,« siger Jørgen Thomsen.

Dagens Gossip