Advarsel: Skylanterner kan være brandfarlige og forstyrre flysikkerheden

Skrevet af Ninna Andreasen

07/07/2014

Mest læste i dag

En smuk sommeraften, hvor mørket falder på, kan de fine, papirlanterner pynte i haven.

Men Sikkerhedsstyrelsen, Trafikstyrelsen og Beredskabsstyrelsen advarer nu borgere om brugen af dem.

De kan nemlig både være brandfarlige, forårsage unødige udrykninger fra brandvæsenet og forstyrre flytrafikken.

Sikkerhedsstyrelsen har testet en række skylanterner – og selve produktet er ikke farligt. Men det kan blive farligt, når de svævende lys bliver sendt ud over det knastørre sommerland. 

Læs også: Pas på de populære dealsites: Gode tilbud er ofte dårlige tilbud

- Lanternerne er et problem, fordi brugeren ikke kan kontrollere dem. Selv om lanternen bruges efter vejledningen, er det umuligt at vide, hvilken retning den tager, eller hvor højt den kommer op. Det er også umuligt at sikre, at den ikke falder ned, før den er brændt ud. Hvis en flyvende lanterne falder ned, mens der er ild i den, er der risiko for, at der opstår en brand. Kommer lanternerne for højt op, kan de være til gene for lufttrafikken. Sidst, men ikke mindst kan de være skyld i unødvendige redningsaktioner, da de kan forveksles med nødblus, forklarer Dorthe G. Rasmussen, pressechef i Sikkerhedsstyrelsen.

Beredskabsstyrelsen, Trafikstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen anbefaler derfor i fællesskab, at man ikke bruger lanternerne uanset, hvor festlige de end kan synes at være.