Advarsel: Store mængder D-vitamin kan skade dig

Et væld af jubelhistorier fra forskningens verden dukker op, hvis du googler D-vitamin. Man skulle næsten tro, at D-vitamin kan hjælpe mod alt.

Men der er i virkeligheden grænser for, hvad D-vitamin kan, og det kan endda være farligt at få for meget D-vitamin, skriver Videnskab.dk.

Selvsamme videnskabsmedie er dog fyldt med positive historier om D-vitamin. Et par eksempler er, at D-vitamin sætter turbo på sædceller, at kalk og D-vitamin gør dig til en overlever, og at D-vitamin virker mod forhøjet blodtryk.

De mange positive forskningsresultater har da også fået DTU-Fødevareinstituttet til at studere, hvorvidt det vil være effektivt for folkesundheden at berige mælk og brød med D-vitamin. Konklusionen er, at forsøgsdeltagerne, som fik en beriget kost, fik tilstrækkeligt med D-vitamin i løbet af vinteren.

Læs også hos Videnskab.dk: Internettet sladrer: Her er din sex-fantasi

'Vidundermidlet' kan dog ikke kurere eller forebygge alt. En undersøgelse lavet af forskere i New Zealand og USA fastslår, at D-vitamin eksempelvis ikke fjerner din forkølelse.

Selvom de positive historier er mange, så forholder forskerne sig nemlig ikke helt ukritisk til, hvad D-vitamin kan, og hvad det ikke kan. Faktisk har det vist sig, at det i dén grad handler om at have den rette dosis i kroppen. En undersøgelse viser nemlig, at både for lidt og for meget D-vitamin hænger sammen med overdødelighed.

»Der er ikke ført videnskabeligt bevis for 'jo mere, jo bedre'-argumentet, når det handler om D-vitamin, og vores studie understøtter heller ikke det argument. Mange har forsket i risikoen ved et lavt niveau af D-vitamin,« siger Darshana Durup fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Læs også hos Videnskab.dk: For meget D-vitamin er en dræber

Kroppen skal altså kun have en passende naturlig mængde D-vitamin. Den er til gengæld også nødvendig. Behovet er så grundlæggende for vores fysik, at det via evolutionen har ført til udviklingen af europæernes lyse hud.

Vores forfædre havde nemlig mørk hud, da de vandrede op i Europa, men jo længere de kom nordpå, des mere fordelagtigt var det at have en lys hud. Mørk hud optager nemlig ikke D-vitamin så godt som lys hud. Og da der er mindre sollys nordpå, så var det altså en fordel at have lys hud.

Sådan lyder en gængs forklaring på sammenhængen mellem hudfarve og optag af D-vitamin i hvert fald.

Læs også hos Videnskab.dk: 10 myter om vitaminpiller

Ifølge professor i evolutionsstudier Peter C. Kjærgaard giver denne gængse forklaring dog ikke hele svaret. For det var først, da vi begyndte at dyrke landbrug for mellem 10.000 og 6.000 år siden, at vores hud blev lys.

Forklaringen kan ifølge professoren være, at vi på det tidspunkt skiftede jægerkosten ud med masser af fisk, kød fra vildt og æg ud med en kost fyldt med korn og kød fra opdrættede dyr. Den nye kost indeholdt mindre D-vitamin. Derfor var vi nødt til at udvikle en lysere hud, så vores kroppe selv kunne producere mere D-vitamin med hjælp fra Solen.

Af Videnskab.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV