Advarsel til hundeejere: Sønderjyske ræve er fulde af bændelorm

Færdes din hund frit i naturen, så bør den behandles med ormekur hver fjerde uge. Sådan lyder opfordringen til sønderjyske hundeejere fra Fødevarestyrelsen, efter der er blevet konstateret dværgbændelorm i fire ræve nær Højer.

Fundene tyder på en højere forekomst end tidligere antaget, og får nu Fødevarestyrelsen til at komme med særlige anbefalinger til hundeejere i Tønder Kommune. Baggrunden er, at rævens dværgbændelorm kan smitte til mennesker.

Hvis din hund færdes frit i naturen, kan den blive smittet med bændelorm. For at mindske smitterisikoen anbefaler Fødevarestyrelsen:

At hunde i Tønder Kommune, der får lov til at færdes frit i naturen, ormebehandles regelmæssigt hver fjerde uge.


At jagthunde, der bruges til gravjagt i Tønder Kommune, vaskes efter jagt.

Fødevarestyrelsen anbefaler endvidere, at hunde der regelmæssigt kommer i kontakt med smågnavere eller med ræve undersøges for smitte.

Desuden bør alle hunde, der kommer fra eller har været i det centrale Europas bjergområder og som kan have ædt mus eller andre gnavere, ormebehandles en til to dage inden hjemrejsen.

Dagens Gossip