Advarsel: Tyve stjæler dine penge med dette trick, der involverer en papirclips

Skrevet af Kirstine Petersen

14/09/2015

Dagens topnyheder

Sydøstjyllands Politi har på det seneste oplevet mange sager, hvor bankkunder får stjålet deres penge, når de forsøger at hæve penge i en hæveautomat. Det skriver TV Syd.

Kunderne trykker kode og beløb ind på maskinen, men der kommer aldrig penge ud. Godtroende forlader kunderne derfor maskinen og tænker, at der nok er tale om en teknisk fejl, eller at maskinen er tom for penge.

Problemet er dog, at tyve forinden kundens besøg, har skubbet en papirclips eller andet ind i maskinen, som dermed forhindrer den i at skubbe pengene ud til kunden. Når han eller hun forlader automaten, sniger tyvene sig hen til den, fjerner clipsen og snupper pengene.

- Vi ser det en gang imellem, og her på det seneste har der så været flere tilfælde, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Svend Pedersen, til TV SYD

Han opfordrer derfor alle, der oplever noget lignende til at kontakte politiet, hvis der sker noget lignende, når du hæver penge i en pengeautomat næste gang – og ikke bare vente, til banken åbner.

- Alternativt kan man se efter, om der sidder noget synligt, man kan få ud. Hvis man kan det, så kommer pengene ud efterfølgende, uddyber vagtchefen.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: