Advarsel: Udeklarerede æg i frikadeller

Skrevet af Sol Stoffregen

04/12/2013

Dagens topnyheder

Flere af pakkerne med Tulips middagsfrikadeller mangler at gøre opmærksom på, at frikadellerne indeholder æg. Det har fået virksomheden Tulip Food Company til at trække produktet tilbage. 

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om Tulips middagsfrikadeller i 200 grams pakninger med pakkedato: 14. november 2013 og mindst holdbar til 19. december 2013. Aut.nr.: DK 884 EF.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Frikadellerne er solgt i Spar-, SuperBest-, ABC lavpris- og COOP-butikker i hele landet.

Udover mangelfuld varedeklaration er enkelte pakker også forsynet med en forkert bagsideetiket, som gælder for kyllingefrikadeller.

Fødevarestyrelsen oplyser, at der kan opstå allergiske reaktioner hos personer, der ikke kan tåle æg, hvis de spiser frikadellerne. 

Smid produktet ud eller lever det tilbage til købsstedet, lyder rådet fra Fødevarestyrelsen.