Advarsel: Ulovlig slagtning af får

Fødevarestyrelsen advarer mod farligt fårekød. Styrelsen har tidligere på ugen afsløret uautoriseret slagtning af 172 får på slagteriet Scandinavian Farm ApS i Sandved på Sjælland. Afsløringen skete som en opfølgning på klager over lugtgener fra virksomheden.

Slagtningerne er foregået i juli og begyndelsen af august og uden den lovpligtige dyrlægekontrol. Det betyder, at det ikke kan udelukkes, at dyrene har haft sygdomme. Dyrene er solgt videre dels til private, dels til flere detailhandelsbutikker.

Slagteriet har ikke kunnet fremvise den lovpligtige dokumentation for, hvor kødet fra dyrene er solgt hen. Netop sporbarhed på fødevarer er helt afgørende for, at eventuelt sundhedsskadelige fødevarer kan trækkes af markedet.

I følge virksomheden er der solgt fårekød videre til Ala Amir Halal Slagter på Tagensvej 112, Al Reef Slagter, Holmbladsgade 54 og Alrafidin, Amagerbrogade 153, alle i Københavnsområdet.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Fødevarestyrelsen fortsætter efterforskningen, med henblik på at vurdere, hvilke sanktioner, der skal gives til slagteriet.

Forbrugere, der har købt får fra slagtehuset Scandinavian Farm i perioden fra 23. juli til 5. august risikerer, at kødet ikke har været omfattet af den lovpligtige dyrlægekontrol.

Forbrugere der har købt fårekød i perioden, bør levere kødet tilbage hvor de har købt det eller alternativt kassere det.

Dagens Gossip