Advokat er godt tilfreds med erstatning til fodboldfans

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

Anholdelsen af knap 500 fodboldfans efter en superligakamp mellem Brøndby og FCK fik onsdag et efterspil i Københavns Byret, da 359 fodboldfans fik forhøjet deres erstatning for uberettiget anholdelse fra 2500 kroner til 4000 kroner.

Advokat Christian Dahlager, der har ført sagen for de mange fodboldfans, havde egentlig krævet erstatningen forhøjet med 7500 kroner, men er alligevel godt tilfreds.

- Det startede med en sag, hvor politiet udbasunerede, at de var skyld i hærværk og uroligheder. Dommen slår fast, at det ikke er rigtigt, og at der ikke var grundlag for at tilbageholde dem. Det er altså fastslået, at de er uskyldige, og det er utroligt vigtigt, siger han til Ritzau.

Samtidig mener han, at dommen styrker den enkeltes retssikkerhed.

- Det er slået fast, at politiet ikke bare kan stikke folk standarderstatningen på 2500 kroner, men skal tage stilling til den enkelte sag, siger Christian Dahlager.

Retten gav dog ikke de 359 fodboldfans ret i, at politiets behandling af dem brød med torturbestemmelsen i den europæiske menneskerettighedskonvention for nedværdigende behandling fra myndigheder.

Ifølge byretten blev de frihedsberøvede fodboldtilhængere tilbudt siddeunderlag og mulighed for toiletbesøg, ligesom de havde mulighed for at få vand.

Den del af afgørelsen er advokaten ikke enig i.

- Det var ikke alle de tilbageholdte, som fik tilbudt siddeunderlag og vand, og behandlingen af dem, der ikke fik, er efter min mening en overtrædelse af torturbestemmelsen, siger Christian Dahlager.

Han vil nu diskutere med sine klienter, om de skal anke dommen.

/ritzau/