Advokat i Breivik-sag: Straffen skal være ubehagelig

Skrevet af admin

15/03/2016

Mest læste i dag

Imens Anders Breiviks advokat kalder isolationsfængslingen for "nedværdigende eller umenneskelig", påpeger advokaten for den norske stat, Marius Emberland, at det er meningen, at straffen skal opfattes som et onde.

- Det er meningen at straffen skal være følbar. Det er ubehageligt, og det skal være ubehageligt at afsone en lang straf, sagde advokaten ved det indledende retsmøde i sagen mod den norske stat i fænglet i Skien ifølge nyhedsbureauet NTB.

Derfor er fængslingen af Anders Breivik, ikke nødvendigvis i strid med menneskerettighedskonventionen, selv om den samme behandling ville blive opfattet som umenneskelig og nedværdigende af en person, som ikke er straffedømt, forklarer advokaten.

- Det er statens opfattelse, at afsoningsforholdene ligger inde for det menneskerettighederne tillader, sagde Marius Emberland, som er af den klare opfattelse, at staten skal frifindes.

Anders Breivik anklager den norske stat for brud på de europæiske menneskerettighedskonventioner, som handler om tortur og respekt for privat- og familielivet, fordi han er utilfreds med sine afsoningsforhold.

Breiviks advokat, Øyvind Storrvik, fortalte ved det indledende retsmøde, at Breivik har været udsat for flere hundrede nøgenundersøgelser og en overdreven brug af håndjern.

- Summen af alle vedtagelserne omkring Breiviks afsoningsforhold indebærer brud på Menneskerettighedskonventionens artikel tre samt særligt varigheden af tiltagene, som øges hver dag, sagde Øystein Storrvik til retsmødet.

Hvorvidt Anders Breivik har fået mentale skader som følge af isolationen er dog ikke afgørende for sagen, forklarer advokat Thomas Horn, der er ekspert i følgerne af isolationsfængsling.

- I denne sag vægter det strenge sikkerhedshensyn højt, og det må vejes op mod strengheden i regimet. Og man må vurdere varigheden. Man må også tage med i beregningen, at Breivik åbenbart har psykiske lidelser i en eller anden grad, siger han til NTB.

Anders Breivik, der i 2011 dræbte 77 personer ved to attentater i Oslo og på Utøya, blev i 2012 idømt 21 års forvaring.

Sagen mod den norske stat startede tirsdag og varer fire dage.

/ritzau/