Advokat i drabssag: Jeg havde fingre i falsk bevis

En sigtet advokat erkender, at han har set og sågar haft fingre i et falsk bevis, som blev anvendt i den såkaldte bøssegangstersag, hvor to mænd er dømt for drab på Henrik Haugberg Madsen.

Det drejer sig om et postkort, der er blevet afsendt fra Frankrig, og som skulle forestille at være sendt af netop Henrik Madsen på et tidspunkt, efter at han var blevet dræbt. Advokaten nægter dog, at han har sendt postkortet.

Anklagemyndigheden derimod har sigtet advokaten for at forfalske beviser i sagen, som er speciel, fordi liget af Henrik Madsen aldrig er blevet fundet.

Advokaten erkender, at han på en café i Frankrig sad sammen med sin kone, der også er sigtet i sagen, og to andre, og at han ved den lejlighed så postkortet.

Det fremgår af retsbogen fra et retsmøde i april, hvor advokaten og advokatfruen afgav forklaring ved Retten i Næstved. Retsmødet foregik for lukkede døre, men Østre Landsret har efterfølgende på begæring fra Ritzau bestemt, at det var en fejl, at dørene blev lukket.

Retten i Næstved har nu givet Ritzau aktindsigt i retsbogen, hvor advokatens forklaring er refereret.

Advokaten forklarer, at han tog et billede af postkortet, som han blot anså som en spøg. Han har ikke selv afsendt kortet, og han har ikke været vidende om, at kortet skulle afsendes, lyder hans forklaring.

Advokaten og advokatfruen er begge beskyttet af et navneforbud i sagen.

Postkortet blev sendt til Henrik Madsens samlever, Bo Madsen, som er en af de dømte i sagen. Bo modtog postkortet i Vestre Fængsel et par måneder efter, at han og Claus Stokholm Larsen blev dømt i byretten.

På det tidspunkt var sagen ved at blive behandlet i Østre Landsret, og postkortet skulle tjene som bevis til, at Henrik Madsen slet ikke var død, og derfor kunne der i sagens natur ikke være tale om et drab.

Advokatfruen har forklaret, at hun ikke har set postkortet på caféen i Frankrig. Angiveligt er der på kortet dna-spor fra hende, og hun har i retten fortalt, at hun nok har sat frimærker på forskellige postkort, men at hun ikke har læst, hvad der stod på dem.

Advokaten har ikke repræsenteret nogle af de dømte i drabssagen, men har haft kontakt med dem førhen.

Sagen mod advokaten og advokatfruen trækker i øjeblikket ud. Det er nemlig blevet bestemt, at sagen skal overdrages fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Midt- og Vestsjællands Politi.

/ritzau/

Dagens Gossip