Advokat i tortursag: Danmark krænker dobbelt

Danmark krænker 23 irakere i den såkaldte tortursag fra Operation Green Desert af to omgange. Først ved at udleverer irakerne til tortur, og dernæst ved at nægte dem en retfærdig rettergang, mener advokat for 11 af de 23 irakere Christian Harlang.

De 23 irakere har fået afslag på fri proces i erstatningssagen mod staten, og dermed er sagen endt i en blindgyde, da de ikke selv kan betale, selvom Højesteret tidligere har kaldt sagen principiel.

- Danmark krænker de her mennesker dobbelt, fordi vi først ser den anden vej, mens de underkastes tortur, og dernæst lægger vi hindringer i vejen for en retfærdig rettergang, siger Christian Harlang til Ritzau.

Irakerne har tirsdag sendt en appel til dronningen, statsministeren og forsvarsministeren, hvor de håber på at få sagen taget op i de danske domstole. Hvis ikke, er irakerne klar til at gå til internationale domstole med den danske behandling.

- Hvis ikke der bliver rettet op, så vil den her sag ende med, at Danmark bliver underkendt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for ansvar for totur og nægtelse af retfærdighed, lyder vurderingen fra advokaten.

De 23 irakere hævder, at danske styrker har medansvar for, at de i 2004 blev overladt til de irakiske myndigheder og her blev udsat for umenneskelig behandling.

Det skete i forbindelse med operation Green Desert, der foregik nær Basra i det sydlige Irak.

Irakerne fik først afslag på fri proces af Civilstyrelsen, hvor forklaringen ifølge Christian Harlang lød på, at sagen var forældet. Procesbevillingsnævnet har stadfæstet den afgørelse, men selve præmissen om forældelse er forkert, mener advokaten.

- Tortur forældes ikke, og Danmark er forpligtet af internationale konventioner, siger Christian Harlang.

- Samtidig er der i udgangspunktet i Danmark en forældelsesfrist på tre år, men så er der en regel, der siger, at hvis omstændighederne tilsiger noget andet, så indtræder der ikke forældelse, fortæller advokaten.

Mindst 10 af irakerne har været udsat for fysisk eller psykisk tortur ifølge professor Jørgen Lange Thomsen, stabsobducent ved Syddansk Universitet, oplyser irakerne i deres appel.

I Storbritannien har der ifølge irakerne været en række lignende sager, hvor retten har taget stilling til tortursagerne og givet ofrene erstatning.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV