Advokat: Ingen er skadet af terror-annonce fra DF

Selv om en annonce fra Dansk Folkeparti har generet nogle nye danskeres følelser, er den lovlig.

Det er budskabet mandag fra partiets advokat i Københavns Byret, hvor tre dommere skal tage stilling til spillerummet for et politisk partis ytringer.

Dommerne skal bruge et par måneder på at overveje sagen. Afgørelsen kommer 23. oktober.

I annoncen gengav partiet navnene på 685 nye danske statsborgere under denne overskrift: Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed."

Årsagen var, at PET havde en mistanke mod én af de pågældende. De 15 har nu stævnet partiet for æreskrænkelse, men partiets advokat, Peter Trudsø, kræver frifindelse.

- Det kan godt være, at den har provokeret nogen, at nogle har følt det ubehageligt, og det må jeg tage til efterretning - men det er ikke det samme, som at det er en strafbar injurie, siger han.

Flere har i retten fortalt om frygt og bekymring i familierne, fordi de blev kædet sammen med potentiel terrorisme.

- Men der er ikke påvist skyggen af konkrete skadevirkninger, siger advokat Peter Trudsø.

Et tredje argument er, at ordene i annoncen er "faktuelt korrekte." I øvrigt undrer han sig i sin procedure over, at nogle af de nævnte selv udtalte sig til medierne om sagen.

Denne undren kommer til gengæld bag på advokaten, der repræsenterer de 15:

- Folk stod jo frem for at rense deres navne. Der sker justitsmord, og så skal man altså bare lægge sig fladt ned, lyder det retorisk fra advokat Poul Hauch Fenger.

Hans hovedpointe er, at Dansk Folkeparti har forvandlet mistanken mod én af de 685 til at omfatte samtlige.

- Terrorist er et af yderpunkterne i de ytringer, man kan forestille sig. Der findes ikke noget værre, siger han.

- Det er mennesker, der har kæmpet for at værne deres navn, at blive til noget - og så bliver de kaldt terrorist, fortsætter advokaten.

Han går også i rette med partiets næstformand Søren Espersen, der mener, at ytringsfrihedens grænse først går dér, hvor man opfordrer til vold.

Folkepartiet mener, at annoncen var nødvendig for at fremme den politiske debat, men reelt drejede debatten sig om annoncens indhold, mener advokat Fenger.

De 15 har også stævnet Den Danske Forening, men foreningens formand peger i retten anklagende mod journalisters påståede fordrejning af sagen.

- De er så følelsesmæssigt belastede, de er forsvarsløse overfor en manipulerende presse, siger Ole Hasselbalch om sagsøgerne.

/ritzau/

Dagens Gossip