Advokat jubler over oprejsning til Broe

Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen er godt tilfreds med de 701.362 kroner, som hans klient, Camilla Broe, får i erstatning for sin udlevering til USA.

- Vi er tilfredse med afgørelsen. Først og fremmest fordi vi får medhold i det helt principielle punkt, at Danmark er erstatningsansvarlige i denne sag, siger Michael Juul Eriksen til Ritzau.

I 2007 blev Camilla Broe anholdt og fængslet, fordi USA ville have hende udleveret i en sag om indsmugling af tusindvis af ecstasypiller.

Over de næste par år blev hun løsladt og fængslet igen, før hun i december 2009 blev sat på et fly til USA. Her sad hun fængslet i et halvt års tid, indtil en dommer i Miami besluttede, at sagen mod hende var forældet - noget hendes danske advokat Michael Juul Eriksen havde påpeget fra starten.

Fredag blev hun altså tilkendt 701.362 kroner i erstatning fra den danske stat for tabt arbejdsfortjeneste og tort under sin fængsling og udlevering.

- Beløbet er tilfredsstillende. Den del Camilla Broe ikke får erstatning for, er relateret til den tid, hun sad i USA, og det er jo et anliggende med de amerikanske myndigheder, siger Michael Juul Eriksen.

Faktisk er beløbet overraskende, fordi Camilla Broe får 214.300 kroner for tabt arbejdsfortjeneste - og et matchende beløb for tort.

- Det får man normalt ikke engang i drabssager, hvor man har været eksponeret i pressen, så det er usædvanligt, siger Michael Juul Eriksen.

Han ønsker ikke at anke sagen, men er villig til at stoppe ved de 701.362 kroner, så Camilla Broe kan lægge sagen bag sig.

Han frygter dog, at anklageren vil anke sagen for at få omstødt det principielle i sagen - nemlig at Danmark er erstatningspligtig i en sag, der i det store hele er foregået i USA.

- Men nu krydser vi bare fingre for, at anklagemyndigheden lader den ligge, så min klient kan få lov til at komme videre med sit liv, siger forsvarsadvokaten.

Anklageren, vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich, ved endnu ikke, om hun vil anke rettens afgørelse.

- Det er en kompliceret sag, og der er mange overvejelser forbundet med, om vi vil gå videre med sagen, så det kan jeg ikke afgøre endnu, men det er klart en mulighed, siger hun til Ritzau.

/ritzau/

Dagens Gossip